onsdag den 6. december 2017

En sløjfe er ikke altid 'bare' en sløjfe



Jeg kan rigtig godt li', når et produkt kan bruges til andet og mere, end det oprindeligt var tiltænkt.
Og jeg TROR, at min lille lædersløjfe i dette indlæg kan være mere end 'bare' en sløjfe, når gaven er åbnet.


I mange år var jeg ansat hos BoConcept. Og fra min tid dér har jeg stadig rester af lækre læder- og skindstykker liggende på mine hylder. Et lille stykke blødt cognacfarvet møbelskind har jeg anvendt til denne sløjfe. Jeg tænkte, at den kunne pynte smukt på denne gaveindpakning.



EFTERFØLGENDE havde jeg tænkt, at den på forskellig vis (fordi den netop er stanset ud i skind)  kunne monteres og bruges på følgende:
  • Et elastisk hårbånd og pynte på en lille pige.
  • En tynd hårbøjle og bruges af lidt større piger.
  • Et bånd og fungerer som butterfly til den lille gæve gut.
  • Siden af en strikket eller hæklet naturfarvet hue.
  • En hårelastik og bruges til hestehalen.
  • Et tyndt hårspænde og pynte i en opsætning.
  • En brochenål og sættes i et revers eller et tørklæde.
  • Fronten af nogle lækre ballarinasko.
Vores krea-hobby kan nemt være en halvdyr affære, så jo flere anvendelsesmuligheder det enkelte redskab eller materiale har, des bedre...Siger jeg, selvom jeg egentlig lever af at sælge krea-produkter...?!
Men GLÆDEN ved at have fået fat i 'det helt rigtige' redskab/værktøj/materiale er altså fantastisk. Specielt, når man kan se, at det kan bruges til andet og mere end oprindeligt tiltænkt.
Det er lidt ligesom den lille sorte (læs: Kjole): Kan den bruges i andre sammenhænge end den ene fest, du netop står og mangler den til. Så FØLES den lige pludselig ikke længere så dyr.
Die sættet med sløjfen i 2 forskellige størrelser er dog ikke af de dyreste (alt er relativt, I know). Men PRINCIPPET i, at man kan få 'flere kilometer' på et produkt, kan jeg godt li'.

Materialeliste
Die sæt med sløjfe i to størrelser.
Kraft karton
Gråbrunt karton
Tag, embossing folder og tal samt 'No'-stempel er noget af det medfølgende tilbehør til Sizzix Side Kick maskinen.
Sort sværte
Flydende og hurtigt tørrende lim

Det brede bånd samt gavepapir er fra gemmerne.

For god ordens skyld bør jeg sige, at die'en er kørt igennem ad flere omgange. Og efterfølgende blev en fin skalpel og saks taget i brug, så kanterne ikke blev grimme. Det var trods alt skind, den skulle skære igennem og ikke bare almindeligt karton denne gang ;-).

Ud over at pynte på en gaveæske eller gaveindpakning, kunne den også bruges på konfirmationsindbydelser og -lykønskingskort til drengene. Og på herrekort. I begge tilfælde, hvor sløjfen bruges som butterfly og dermed bidrager til det drengede/mandige på disse projekter.
Et eksempel kunne være som her fra et tidligere indlæg, hvor det godt nok er en anden sløjfe, der er anvendt.


Herunder flere billeder af gaven, tag'et og især sløjfen.






Med ønsket om en rigtig dejlig onsdag.
Kærlig hilsen Anette

2 kommentarer:

  1. Det er da et super fedt sæt sløjfer, og fedt med alle de ting du nævner, de kan bruges til. Det er jo om at have ideerne :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange TAK søde Jette :)
      Ja, det er nemlig lige det med at have idéerne.
      Dejlig dag til dig.
      Knus, Anette :)

      Slet

TAK fordi du læser med.
Jeg bliver altid glad for en kommentar - det er så dejligt motiverende.
Det er ikke sikkert, jeg får svaret. Men du kan være helt sikker på, at jeg værdsætter det.