lørdag den 19. marts 2016

Påskefjer - sidste DT-indlæg hos Heidi


Påskeferien venter lige om hjørnet, så jeg synes, det var oplagt lige at nå at lave en lille påsketing hér på bloggen. I stedet for de traditionelle påske-ÆG, har jeg tænkt idéen videre og lavet nogle farverige påske-FJER. Farverne er inspireret af de lyse og klare farver, der er forbundet med foråret. Det spættede look er hentet fra det mønster, som findes på nogle af naturens egne æg.

Fjerene er stanset ud med die fra Tim Holtz/Sizzix. Der følger en lækker embossingfolder med. Den har jeg dog undladt at bruge i dette indlæg.

Farverne jeg har anvendt er alle Distress Inks/Distress Spray Stains.


Distress Inks'ene har jeg smurt godt ud på underlaget og har bagefter sprøjtet lidt vand ud over det hele. Derefter har jeg lagt hver enkelt fjer ovenpå og trykket ganske let med nogle fingre på bagsiden af fjerene. Efterfølgende løftet dem forsigtigt op med en pincet og tørret dem varmepistolen. Når alle fjerene har fået samme omgang, er underlaget tørret af. Alle fjer blev lagt op og blev først sprøjtet med 'Tumbled glass' Distress Spray Stain. Endnu engang tørret med varmepistolen. Underlaget tørret af. Så blev fjerene lagt op igen og fik nu nogle sprøjt med 'Candied apple'. En sidste tørring med varmepistolen. Til sidst fik alle kanterne en omgang med 'Mustard seed'.




Inden fjerene blev hængt op på troldgrenene, viklede jeg noget fint og tyndt guldtråd rundt om 'stilken'. Det blev holdt fast med den helt smalle dobbeltklæbende tape. Jeg synes, det giver lidt fint 'pynt' på de meget farverige fjer.


Til sidst blev de alle hængt på troldgrenene med transparent sytråd.


Glasset, som troldgrenene er stillet i, er blevet fyldt med Anton Bergs marcipan/chokoladeæg. Det ser da meget dekorativt ud, ikk' ;-). 



For god ordens skyld til alle jer, der ved, vi har hund (en skøn og madglad Labrador, der hedder Thomas), så er alle æg fjenet umiddelbart efter foto shoot, så vi ikke ødelægger hans mave pga. chokoladen.

Herunder lidt 'stemningsbilleder' af pyntefjerene.




Jeg håber, ovenstående - lidt alternative - påskepynt har givet inspiration til nogle kreative timer ved krea-bordene.

Indlægget her er også mit sidste som Design Team medlem hos Heidis Kreative Hule. Jeg har nydt at få lov at være med derovre lige siden starten for mere end 2 år siden. Men da jeg om kort tid åbner min egen krea-webshop, virker det ikke hensigtsmæssigt at lave indlæg for andre, hvor der henvises til en anden shop end min egen ;-). Tak til Heidi og de andre søde team-medlemmer. Det har været hyggeligt :-*.

Jeg vil NATURLIGVIS stadig blogge hér på Happymade, som jo er min egen blog. Snart kommer der som sagt også en webshop hertil. Den GLÆDER jeg mig til at præsentere jer for!

Med ønsket om en rigtig dejlig lørdag.
Kærlig hilsen Anette

mandag den 14. marts 2016

Barselskort til en dreng og hans stolte forældre


Dette barselskort er et bestillingskort, hvor jeg netop kunne få brugt mit matchende sæt stempler og dies fra IO Stamps. Simpelthen så fint og sødt et sæt med tøj til både små piger og drenge i ét og samme sæt. Selv de helt bitte små tøjklemmer er der både stempel og die til!
Papiret er fra Authentique Paper og en blok jeg købte til Scrap i Ejsing sidste år.
Sværten jeg har brugt er 'Potting soil' fra Archival Ink.
Die'en jeg har brugt til at runde kanten er fra My Favourite Things/Die-Namics.

Herunder lidt flere billeder af kortet.





Med ønsket om en rigtig dejlig mandag.
Kærlig hilsen Anette

lørdag den 12. marts 2016

Helt enkle kort

Sidste lørdag var jeg til Scrap i Ejsing - hvor jeg igen i år - kom derfra med masser af god inspiration og nye sager til mere kreativitet. Bl.a. disse fine stempelsæt fra Mama Elephant og Altenew.

Stemplerne måtte prøves af allerede samme aften, men først idag har jeg haft mulighed for at få taget nogle billeder af kortene. Alle 3 stempelsæt består af et 'hovedstempel' og en masse små-tekster, som man kan mikse efter lyst og anledning. Det synes jeg er genialt. Jeg kan nemlig godt li', når der kommer nogle kilometer på de enkelte materialer, da de jo godt kan være relativt dyre. Jeg bilder mig i hvertfald ind, at jeg godt kan forsvare at give 'lidt ekstra' for noget, hvis jeg kan bruge det i flere sammenhænge. Og det kan man jo hér, hvor der er tekster til mange anledninger ;-).



Jeg kan godt li' humoren i teksten nederst på kortet. Sættet består af den snirklede tekst og så en hel masse små tekster, der kan sættes til som jeg har gjort på dette kort.

'Happy' kortet herunder er også sådan ét, man selv kan blande lidt alt efter lejligheden, det skal bruges til. 'Happy' er hovedstemplet, og så hører der et utal af de 'maskinskrevne' små-tekster til, som man kan kombinere med. Super smart løsning, synes jeg.




Kortet herunder er endnu et sæt med et 'hovedstempel' og så en masse små-tekster. Jeg kan godt li' effekten med, at 'Happy' er tonet ud i toppen. I sættet findes 'Happy' også som outline (altså hvor alle prikkerne er væk, og i stedet kun et tyndt omrids af 'Happy' = super elegant...og vil blive vist en anden god gang ).




Du har måske bemærket, at der i længere tid har været stille på bloggen? Jeg har hverken været flittig med indlæg eller besøg hos jer andre. Men som du måske også allerede har læst på facebook profilen eller på Instagram(?), starter jeg i løbet af sommeren min egen webshop med salg af materialer, redskaber og værktøjer til kortproduktion. Så lige nu går der mange aftener med at skrive med leverandører, producenter og grossister i ind- og udland. Jeg kan næsten ikke vente og  G L Æ D E R  mig til at kunne præsentere den for jer.

Med ønsket om en rigtig dejlig lørdag aften.
Kærlig hilsen Anette