torsdag den 28. februar 2013

Forårsfint til ørerne

 
Imorgen er det forår - i hvertfald ifølge kalenderen.
Butikkerne er så småt begyndt at lægge forårsnyhederne på hylderne. Ugen har også allerede budt på både skønne plusgrader og solskin...Nice! Og jeg kan mærke, at det kribler i mig for at opdatere garderoben med mange af de lækre sager, der kommer frem.

Men, men, men,- pengetræet i baghaven har vi endnu ikke fundet, så jeg valgte at dykke ned i kasserne med smykkematerialer og tænkte, at jeg da kunne dulme min shoppetrang med selv at lave noget forårsfint til ørerne.

Så hér er 3 bud på lidt forår fra mig :o)

 
 
 
Med ønsket om en rigtig dejlig torsdag aften.
Kærlig hilsen Anette


tirsdag den 26. februar 2013

Pyyyha,- nåede det inden, det blev forår


Engang i januar/februar måned sidste år begyndte jeg på denne halsedisse til Theis. Idag blev den færdig...Endelig! Jeg havde forinden strikket én i grå til Amalie. Den var færdig i løbet af en lille uges tid. At denne hér så skulle tage et års tid er jo...hmmm, ja...sløvt.
Men nu nåede jeg det - endda inden endnu et forår stødte til :o)

 
Som sagt er den - omend det tog lang tid - meget let at lave: 180 masker strikket på rundpind (str. 6). 3 nøgler garn er der brugt. Havde købt 4, men så ville det blive for voldsomt.
 
 
Nu er det færdigt - inden kalenderen siger 'Forår'. I haven begynder det også at røre på sig. Vintergækkerne er ihvertfald begyndt at pible op af jorden.


Med ønsket om en rigtig dejlig tirsdag aften.
Kærlig hilsen Anette

mandag den 25. februar 2013

Tortilla makiruller


I lørdags havde vi nogle skønne venner til frokost. I dén forbindelse lavede jeg bl.a. små tortilla makiruller. De smagte herregodt og er lette at lave - så synes også, I skulle have opskriften :o)

Pr tortilla (ca. 10 stk. små snacks)
Det skal du bruge:
Tortillas
Flødeost med urter (hér er brugt Grøn Pikant)
Røget laks i skiver
Iceberg salat
3-4 grønne asparges
Moden avocado
Citronsaft
Salt og peber
Purløg eller dild som pynt

Avocado: Mos avocadoen og smag til med lidt citronsaft.

Asparges: Skær de nederste 3-5 cm af de grønne asparges og damp dem i lidt vand i 1½ minut, og lad dem dryppe af i et dørslag.
Sæt igang:
Smør et jævnt lag flødeost ud over tortillaen.
Kværn salt og peber let hen over flødeosten.
Bred nogle salatblade ud over flødeosten.
Fordel lakseskiverne, så hele tortillaen er dækket.
Smør avocadomosen ud på den ene halvdel af tortillaen.
Læg de grønne asparges ovenpå
Rul tortillaen stramt sammen og vikl den ind i husholdningsfilm og lad trække i min. 30 minutter.
Ved servering skæres rullen ud i ca. 10 skiver og pyntes med purløg eller dild.

VELBEKOMME og rigtig dejlig mandag aften.
Kærlig hilsen Anette

lørdag den 16. februar 2013

Kort og tags - vintage style


Forleden aften fortalte jeg, hvordan jeg sad og stemplede løs som en anden 'Fru Stempelkvist' http://happymadedk.blogspot.dk/2013/02/fru-stempelkvist.html. Jeg lovede også at vise, hvad der kom ud af det...For det havde jeg absolut ingen idé om, da jeg gik igang.

Jeg har brugt noget 160 grams skitsepapir fra Søstrene Grene, og fik sværtet/stemplet 2 sider, som jeg så har anvendt til 2 tags, 3 kort og 1 omslag til kort.


 
 
Baggrunden er lavet med stempelsværte, som med vilje er påført lidt ujævnt for at få det slidte og vintageagtige udtryk.
 
 
Stemplerne er clear stamps fra KaiserCraft (http://www.thatscrafty.co.uk/acatalog/Kaisercraft_Clear_Stamps.html og et par af de snirkler, der er anvendt er nogle af de gode, gamle fra Panduro Hobby.
 


 
Efterfølgende er motiverne skåret ud og blevet monteret som det kan ses herunder. Alle sider er blevet 'krattet lidt op' med en hobbykniv, så de er blevet lidt flosset. Desuden er hjørnene afrundet med en hjørnepunch (small).
 
 
Dagens høst: 2 tags, 3 kort og 1 omslag til kort.

 
Et kort lavet med skabelon fra Sizzix. Kortet er i 3 lag (forside, side til tekst samt bagside skåret i kvistkarton). Målene er 12x10cm. Sommerfuglen er stanset ud med punch fra Martha Stewart (kan købes hos Panduro Hobby http://www.pandurohobby.dk/Catalogue/30-Papir-Stempler/3050/305005/1/512992-Stansevkt-MStewart-somfugl).


 
Herunder omslaget til et kort. Det måler 15x15cm, så skriv en hilsen på et stykke karton på 14x14cm og stik det i omslaget. Så er det klar til at blive sendt afsted.


 
Herunder et dobbelt kort, så teksten kan skrives indeni. Det måler 15x15cm. Kantebåndet forneden fortsætter om på bagsiden. Motivet hér er stemplet med farven 'Burgundy' fra Panduro. En dejlig varm, rødbrun farve...synes jeg altså :o)



Endnu et dobbelt kort. Det måler 15x15cm. Denne gang i højformat, da fronten klappes op. Tallene er stanset ud med skabelon fra Sizzix http://www.sizzix.co.uk/product/656616/sizzix-bigz-alphabet-set-2-dies-serif-essentials-numbers.


 
Herunder de 2 tags, der er stanset ud med skabelon fra Sizzix http://www.sizzix.co.uk/product/656343/sizzix-bigz-die-tags-3. De vil nu også nemt bare kunne skæres ud i hånden, da alle snit er lige. De nederste kanter kan rundes med en hjørnepunch. Målene er 11x5cm. Den ene af de to tags er blevet 'toppet op' med en træperle (fra Søstrene Grene).


 
At sidde dér og stemple har nærmest været ren terapi. Jeg hyggede mig i hvertfald gevaldigt ;o) Og jeg kan mærke, at jeg ikke er helt færdig med at lege 'Fru Stempelkvist' endnu. Så det kan være, at der kommer mere fra samme skuffe én af dagene.
 
Jeg ønsker dig en super dejlig lørdag. Kærlig hilsen Anette


torsdag den 14. februar 2013

Fru Stempelkvist

Imens Amalie og Theis hygger med film og popcorn i dén hule, de fik bygget i stuen iaften, sidder jeg og stempler løs som en anden 'Fru Stempelkvist'.
Jeg har ikke noget bestemt resultat for øje, men prøver lidt forskelligt og ser, hvad det senere kan bruges til.
...Og så skal du nok få det at se hér på bloggen.
Rigtig god torsdag aften. Kærlig hilsen Anette



onsdag den 13. februar 2013

Barselskort - det blev en pige

I fredags fik vi ny kollega i afdelingen. Aftenen før var han lige blevet far til en lille datter. Imorgen skal han naturligvis have en barselsgave af sine nye kolleger, og hér er kortet, der lige blev lavet i en fart (...fordi jeg faldt i søvn på sofaen...ups!).

PS! Indlægget her er som et første forsøg lavet vha app'en til smartphones.

Godnat og sov rigtig godt. Kærlig hilsen Anette ZZZzzzzzZzzz

lørdag den 9. februar 2013

MEGA god chokolademousse...sagt i al beskedenhed ;o)


Min kære svigermor har lært mig at lave (den bedste) chokolademousse. Den er uden husblads og superlet at lave. Vi får den ALTID som dessert ifm. nytårskoncerten 1. januar. Imorgen er det min fødselsdag og børnene har spurgt, om vi så ikke skulle have chokolademousse som dessert.

Og jo,- så skidt pyt da ;o)

Ingredienser:
10 past. æggeblommer
2 dl sukker
100 gr. lys chokolade (ikke hvid)
100 gr. mørk chokolade
½ ltr. piskefløde

Hak chokoladen i mindre stykker.
Smelt den og rør sammen.

Pisk æggeblommer og sukker til massen er helt lys og luftig.

Pisk fløden stiv uden at den bliver klumpet.

Vend det hele sammen, så moussen er pæn og ensartet.
Hæld over i en skål, sæt film over (helt ned til moussen) og stil på køl, til den skal bruges.

Inden servering kan der rives lidt chokolade og drysses henover.
Smager naturligvis godt til kaffe,- men en kold Asti er nu heller ikke dårlig dertil :o)

Rigtig god fornøjelse og velbekomme.
Kærlig hilsen Anette

fredag den 8. februar 2013

DIY - Notesblokke med omslag


Da Amalie og Theis var lidt yngre lavede jeg ofte små notesblokke med omslag og brugte som gave med en mini stifteblyant og et viskelæder, når de skulle til børnefødselsdag.
De er lette at tilpasse med motiverne, om det skal være til en dreng eller en pige.

...Dem jeg har vist hér, er 'måske' en anelse tøset i farverne. Men det var altså lige de farver, jeg fik fingrerne i iaften for eksemplets skyld ;o)

Det er bare de billige blokke fra den lokale købmand. De fås i mange forskellige størrelser. Dem jeg har brugt hér måler H14,4xB10,4xD0,9cm og købes i pakker med 3 stk.

 
Dimensionerne på omslaget skal være lig med notesblokkens aktuelle mål (højdexbreddexdybde) + 1mm på alle mål. Derudover ca 3cm i længden.
I dette tilfælde har jeg skåret karton i dimensionerne H18,5xB10,5cm.
Jeg har lavet falsemærker ved hhv. H14,5 og H15,5cm. (Det er lidt svært at se på billedet...sorry!)
 

Og derefter sat dobbeltklæbende tape på i 'ryggen' samt på dét stykke, der skal sidde på bagsiden af notesblokken.


Når bagsiden af den dobbeltklæbende tape er taget af, er omslaget klar til at montere på notesblokken. Efterfølgende er det selvfølgelig op til én selv, om omslaget skal pyntes eller ej.

Pynten på disse hér er meget begrænset. Én af dem er bare lavet i noget lækkert karton med guld, glitter og i en god kvalitet.  En anden har fået et stempeltryk*) på en udstanset cirkel samt en sløjfe.

 
*)Stempeltrykket er iøvrigt lavet med ét af de stempler, jeg købte hos Søstrene Grene idag. 6,90 kr. pr stempelklods er da ikke til at stå for...så der kom et par stykker i kurven :o)
 

 
En tredje har fået præget et mønster/en tekst i kartonen inden montering, og pyntet med en papirsløjfe med perlemorsperle.
 
 
Det er gjort med en embossing skabelon fra Sizzix. Jeg ved ikke, om den fås mere, da det efterhånden er en del år siden, den blev købt. Men de har naturligvis mange andre ;o)
 
 
Teksten på skabelonen står spejlvendt (det er ikke billedet, der vender forkert), så teksten fremstår korrekt og 'ophøjet', når kartonen er blevet præget.

 
Jeg håber, du har kunnet bruge idéen. Hvis ikke til små børnefødselsdagsgaver med en stifteblyant og et viskelæder, så som en 'pimpet' version af din (måske) kedelige huskeblok :o).
 
Med ønsket om en dejlig fredag aften. Kærlig hilsen Anette

søndag den 3. februar 2013

DIY - Trekantede æsker


Med udgangspunkt i en ny skabelon fra Sizzix, har jeg lavet en vejledning til, hvordan man selv kan lave tilsvarende trekantede æsker. Princippet er ganske enkelt og det er let at justere æskernes størrelse.

Materialer/værktøj:
  • Kraftigt papir eller karton
  • Lineal
  • Hultang
  • Skæreunderlag
  • Hobbykniv
  • Blyant
  • Viskelæder
  • Prægeværktøj eller falseben
  • Evt. diverse bånd, snor og pynt

I vejledningen har jeg anvendt et almindeligt stykke A4 papir.

Step 1
Skær papiret i størrelsen H26xB8cm.

 
Step 2
Fold papiret på midten, så det i foldet format måler 13cm i højden.
Pres folden skarp med lineal eller falseben. Åbn igen.
 


Step 3
I både top og bund makeres et punkt i breddens midte. I dette tilfælde 4cm inde, da den totale bredde er 8cm.


Step 4
Med prægeværktøjet eller falsebenet laves der nu to foldelinier fra toppens midte og ned mod hhv. højre og venstre side af den første midterfold (lavet i Step 1).
Drej papiret 180 grader og gør det samme fra den anden ende.


Pres alle folderne med lineal eller falseben. Åbn igen.


Step 5
Nu skal der mærkes af til snørehullerne, så trekantsæsken kan holdes lukket.
Mål 1cm ned fra toppen og lav en ganske svag blyantstreg tværs over.
Mål afstanden fra venstre side og ind til den første skrå fold (hér 3,5cm). Sæt et mærke med blyanten i midten (hér 1,75cm inde). Lav samme markering i højre side.
Drej papiret 180 grader og sæt tilsvarende mærker i bunden.


Step 6
Lav huller med en hultang og visk alle hjælpestreger ud.

 
Voila! Den trekantede æske er nu klar til pynt, gaver og en festlig anledning.
 
 
Jeg håber, du er blevet inspireret til selv at gå igang.
Rigtig god fornøjelse og ha' en skøn søndag. Kærligst Anette
 

lørdag den 2. februar 2013

DIY - pandebånd med knapper


Pandebåndet hér er superlet at lave. 10 minutter. Længere tager det ikke. Og foruden saks, nål og tråd, skal der bare bruges et par knapper og en stor elastik. Voila!
Hårelastikken er købt i Glitter. Knapperne er købt i Stof & Stil....Og de har MANGE fine knapper at vælge imellem:o)





 
Jeg har for nogle år siden (som en fødselsdagsgave til én af Amalies klasseveninder) lavet et tilsvarende pandebånd. Dér havde jeg i stedet skiftet knapperne ud med små rosetter (hrmmm...med knapper). Det er vist herunder.
 

Rigtig dejlig lørdag aften. Kærlig hilsen Anette