søndag den 27. januar 2013

Dåbsinvitation til en dreng


Èn af mine søde kollegaer spurgte, om ikke jeg kunne tænke mig at hjælpe med at lave invitationer til deres søns barnedåb. Det kunne jeg selvfølgelig godt, og dét er hvad eftermiddagen er gået med idag :o)



 
 
 
 
Alle materiealer (med undtagelse af knapperne, som er fra Stof & Stil) er fra Panduro Hobby.
Kartonen er skåret i formatet 24x24cm, så det færdige kort måler 12x12cm.
Kortet er lavet efter samme princip som vist hér: http://happymadedk.blogspot.dk/2011/09/blandede-kort.html.
 
Nu vil jeg ind og heppe på de danske håndboldherrer sammen med resten af familien.
 
God kamp og god søndag aften. Kærligst, Anette.

lørdag den 26. januar 2013

Svampet chokoladekage med kokosglasur


Undskyld på forhånd - jeg VED godt, det ikke matcher mange af de nytårsfortsæt, der sikkert er lavet omkring en slankere linie i det nye år. Men dén her kage smager bare SÅ godt!
Jeg har lavet den tit og den er god HVER gang. God fornøjelse og velbekomme!
 
Svampet chokoladekage med kokosglasur
Opskriften passer til en almindelig stor bradepande.
 
Kagen:
4 æg
450 gr. sukker
450 gr. mel
4 tsk. vanille
4 tsk. bagepulver
3 spsk. kakao
4 dl. mælk
300 gr. oliemargarine
 
Fremgangsmåde:
Æg og sukker piskes godt sammen.
Mel, bagepulver, vanille og kakao blandes i en skål og tilsættes.
Oliemargarinen smeltes i en gryde og mælken røres med.
Det hele blandes og hældes i en stor bradepande beklædt med bagepapir og bages ved 200 grader i ca. 20 minutter.
 
Glasur:
200 gr. oliemargarine
2½ spsk. kakao
3 tsk. vanille
100 gr. kokos
300 gr. flormelis
1 lille kop stærk kaffe
 
Fremgangsmåde:
Oliemargarinen smeltes i en gryde og blandes med alle de øvrige ingredienser i en skål.
Prik en masse små huller i den færdigbagte og afkølede kage og smør glasuren ud over kagen.
 
Så'e den klar til servering og kan fint spises med en god vanilleis.
 
Velbekomme og god lørdag. Kærligst Anette

torsdag den 24. januar 2013

Hey Today!

 
For et par uger siden så jeg et rigtig positivt indlæg på én af de andre blogs, som jeg læser. Bloggeren dér har en daglig rutine med hver aften lige at skrive dagens 3 mest positive oplevelser ind i sin papirkalender. Du kan se hendes indlæg hér: http://diy-se-her-hvordan.blogspot.dk/2013/01/min-kalender.html
Sikke da en fantastisk idé! Prøv at forestille sig dér sidst på året, når man sidder og bladrer igennem dagene, der er gået og smiler over alle de gode ting – store som små – der er hændt/sagt/gjort og måske oftest også glemt en smule!

Sådan én ville jeg også lave. Og det har jeg gjort. Hér kan I se, hvordan MIN kalender er kommet til at se ud.
 
Udgangspunktet har været en ganske almindelig Mayland kalender. Én af dem med plastikomslag, hvor indholdet i omslaget kan skiftes ud.
 
Omslaget blev skiftet ud med en rest lækkert guld-tapet.
 
 
Teksten i de to cirkler blev printet på noget kraftigt karton og stanset ud med Sizzix Framelits skabelon nr. 657551 http://www.sizzix.co.uk/product/657551/sizzix-framelits-die-set-8pk-circles. Efterfølgende monteret med neonpink smykkesnor og et par fine perler.
 
 
 
 
Nu øver jeg mig i at få tingene skrevet ned. Det er ikke sikkert, jeg husker at gøre det HVER dag. Men det er vel tilladt at samle lidt op hen over ugen ;-). I hvertfald tror jeg, det er en sund øvelse at gøre sig. Også selvom hverdagene kan være hektiske. Eller måske netop derfor?!
 
Jeg håber og tror på, at der bliver skrevet rigtig meget i den. Vi får at se, når året er gået.

Rigtig god torsdag aften. Kærligst Anette

mandag den 21. januar 2013

Kort med lommer og gemmer - endnu et


Forrige weekend da vi skulle til min svigerindes og nieces fødselsdag, lavede jeg dette kort.
Kortet har nemlig nogle fine lommer og gemmer, hvor det lige passede med, at der kunne stoppes penge i den forreste lomme og et kort i slidsen bagved.

Opskriften på kortet har jeg tidligere lavet her: http://happymadedk.blogspot.dk/2013/01/diy-kort-med-lommer-og-gemmer.html.

Kortet med lommer og gemmer synes jeg, kunne være en lidt anderledes og lidt sjovere måde at give en pengegave til forårets konfirmander.

Papiret, som kortet er lavet af, er fra én af de søde blokke (20x20cm) fra Søstrene Grenes julekollektion. Det viste korts færdige mål er 10x10cm.

Herunder kan du se, hvad jeg ellers har brugt.

 
Knappen var naturfarvet som vist øverst på billedet, og ligesom kanterne på de udstansede cirkler, fik den en gang farve med én af mine skønne ProMarkere, som jeg er helt pjattet med og også tidligere har nævnt hér: http://happymadedk.blogspot.dk/2012/12/julegaven-til-mig-selv.html og hér: http://happymadedk.blogspot.dk/2013/01/leger-med-farver-og-mnstre.html.


God fornøjelse! Kh. Anette

DIY - Sej fingerring lavet af silikonestrimmel og piercingstav


Da jeg igår havde besøg af en håndfuld kreative piger, blev der (blandt andet) lavet fingerringe af gummislanger samt piercingstave og diverse perler.

Jeg har ikke tal på, hvor mange vi hver fik lavet,- men en hel del og mange forskellige blev det til.

Dén jeg viser på billederne hér, er dog ikke lavet af gummislange, men en silikonegummistrimmel købt på nettet. Princippet mht. at lave den er dog det samme, og udseendet næsten lige så.

Step 1:
Mål løst med et målebånd omkredsen af den finger, ringen skal sidde på.
Klip en strimmel gummislange/silikonegummi i dén størrelse.
Bredden på den viste er 15mm.

Step 2:
I hver ende af strimmelen laves et fint hul ca. 3 mm inde. Brug en spids nål eller en fin hultang dertil.

Step 3:
Skru den ene endedut af piercingstaven og stik den igennem det første hul, og sæt en perle på.

Step 4:
Stik piercingstaven igennem det andet hul, og skru endedutten på igen.
...Voila! Ringen er færdig.

 
 
 
 
Som sagt kan der med fordel (i hvertfald hér på begynderstadiet for mit vedkommende) bruges gummislanger i stedet for silikonegummistrimler.
Jeg fik for længe siden en ordentlig posefuld fine gummislanger fra én af de lokale cykelhandlere. Til gengæld fik de noget lækkert hjemmebagt kage...Og så kan jeg forhåbentlig tillade mig at komme og spørge efter forsyninger en anden god gang ;o)

 
TIP! Tag ventilerne af de brugte gummislanger og smid dem ud. Vask dem i maskinen og tør dem godt med et håndklæde. Spray derefter med noget silikonespray og tør igen. Nu er de fine og flotte og klar til at producere af.
 
Rigtig god fornøjelse og rigtig god mandag aften. Kh. Anette

lørdag den 12. januar 2013

DIY - Kort med lommer og gemmer

 
Jeg har tidligere lovet at vise, hvordan I selv kan lave nogle af de kort, som jeg viser hér på bloggen. Så mon ikke jeg så skulle komme igang? ;o)

Grundformen til kortet ovenfor er ganske simpel at lave, da det blot er et spørgsmål om at skære en enkelt slids. Resten er blot foldet hér og dér.

Step 1:
Tag et stykke papir og skær det til en kvadrat.
Fold det på midten. Pres folden med en lineal, så den bliver fin og skarp.
Åbn igen og drej en kvart omgang med uret, og fold det på midten, så kvadraten bagefter er inddelt i fire lige store felter. Pres igen folden med en lineal.
Åbn igen og skær en slids fra midten af kvadraten og helt ud til højre.

 
Step 2:
Fra slidsens yderste højre kant, måles der nu et par centimeter ned. Sæt et mærke med en blyant.
Fra midtens nederste kant, måles der ligeledes et par centimeter ud mod højre. Sæt et mærke med en blyant. Nu er der to punkter, der kan foldes efter. Brug et falseben eller en strikkepind/hæklenål, så der laves en pæn og lige fold.
Flappen foldes bagover som vist herunder. Pres folden med en lineal.
 
Step 3:
Fold nu fra center og ned til nederste kant som vist herunder.
Pres folden med en lineal.
 

Step 4:
Fold øverste venstre kvadrat på tværs ind mod center som vist på de næste to billeder herunder.
Pres folden med en lineal.
 
 
Step 5:
Tag nu nederste venstre kvadrat og fold som vist herunder.
Pres folden med en lineal.
 

Step 6:
Fold nu venstre side over mod højre.
Pres folden med en lineal.
Træk den lille flap op og VUPTI, så er der et kort med gemmer og lommer klar til pynt og tekst :o)
 
 
Kortet allerøverst er lavet ud fra samme skabelon. Dog har jeg tilføjet nogle få elementer.
Dem kan I se herunder.
 
Kortet er lavet af papir i formatet 30,5x30,5cm.
Det er foldet efter samme opskrift som beskrevet i de 6 step ovenfor.
Foldemærkerne i nederste højre hjørne (beskrevet i Step 2) er dog lavet 3cm inde.
Karton i matchende farve er monteret som vist herunder.
 
 
For at holde flappen på forsiden nede, har jeg stanset et par cirkler ud og limet på med dobbeltklæbende tape.
Som det ses, er der plads til at indsætte hilsner flere steder...
 
 
 
 
Håber, du er blevet inspireret til selv at gå igang.
Rigtig god fornøjelse og ha' en skøn lørdag aften. Kh. Anette
 


tirsdag den 8. januar 2013

Leger med farver og mønstre


Lige siden jeg fik 'julegaven til Anette fra Anette', som jeg skrev om hér: http://happymadedk.blogspot.dk/2012/12/julegaven-til-mig-selv.html, har det kriblet og krablet i fingrerne for at få tegnet og kreeret, så der kan komme lidt liv på væggene herhjemme.

Det er endnu ikke blevet til 'et værk'. Mere bare sådan lidt øven og prøven med farver, former og mønstre. Noget, jeg altså hygger mig gevaldigt med :o)


Den glade dansepige hér er lavet med (stærk) inspiration fra bloggen D'jo hannes smukke tegninger http://hanneogluka.blogspot.dk/2012/12/gang-i-tusserne.html samt bloggen Skidt&Kanel http://kirstinestingfinder.blogspot.dk/search?updated-min=2012-01-01T00:00:00%2B01:00&updated-max=2013-01-01T00:00:00%2B01:00&max-results=9, som er fyldt med flotte farver og skønne mønstre.



 
Tegningen herunder måler 14x14cm og er klæbet på en træplade.
 
  


 
Inspirationen til denne er hentet fra en reklame fra BO BEDRE, som I kan se herunder.
 
 
Nå,- der skal stadig øves, prøves og leges. Lige pludselig, så er det der...værket. Og så skal I nok få det at se.

TAK fordi, I kiggede med. Ha' en dejlig tirsdag aften.
Kærligst Anette

fredag den 4. januar 2013

'Fra Skrot til Slot', eller bare: 'Fra Skrot til...?'


Håber, I alle er kommet godt og sikkert ind i det nye år og så småt er ved at genfinde hverdagen igen.
Igår var min første dag tilbage på jobbet efter næsten 2 ugers juleferie(!). Og selvom det var skønt at komme tilbage til kollegerne og opgaverne igen, så sov jeg bare ekstra godt i nat. Dét der med at få stillet det indre ur fra ferie til hverdag tager bare længere tid, end når det er fra hverdag til ferie ;o)

På jobbet er vi p.t. igang med en større flytning af vores kontorer, hvilket bl.a. betyder nye skriveborde til os alle. Derfor er mange af de gamle skriveborde smidt i knuseren som skrot. I forbindelse med oprydningen og udryddelsen af det gamle inventar fandt jeg nogle træklodser, som har været brugt som opklodsning under nogle af de skriveborde, der ikke havde hæve-/sænkefunktion.

Træklodserne måler hver 14x14x5cm, og med brug af akrylmaling, maskingtape, pensel, svamp og stencil, kom der i første omgang et lille ikon/billede/maleri (you name it) ud af det.






 

For mig har det været sjovt at lave noget ud af noget, der egentligt har været brugt som noget andet engang. Samtidig har det en relation (til mig), fordi det kommer fra min arbejdsplads. Tallet '98' står for årstallet '1998', som er dét år min mand og jeg blev kærester, og derfor siger mig noget, når jeg kigger på det. Det (tallet) siger med største sandsynlighed ikke min mand ret meget, da jeg er sikker på, at han ikke husker en meter om, hvilket årstal, vi fandt sammen. Men det er sikkert sådan en 'mandeting'...Og er egentligt også uden betydning, når bare man har det godt ;o)

Og hovsa! - Der sneg sig også noget neon ind dér. Ligesom der gjorde hér http://happymadedk.blogspot.dk/2012/12/halskder-med-neonsnre.html. ...Hvad skal det ikke ende med?

God weekend
Kh. Anette